❤ Søndags-support ❤ Sådan rejser du dig efter et knust hjerte

...og finder vejen videre...

Kære Ombygger,
Så blev det igen søndag.

 

Jeg har fået mange mails i den seneste tid, og jeg skal beklage dybt at jeg ikke får skrevet tilbage til alle.
Men der er desværre ikke timer nok i døgnet til at svare på så mange mails.
Men mange af os går jo og kæmper med de samme ting. 
Så i dag vil jeg dele mit svar til en læser med jer, fordi det er nogle vigtige ting der er oppe og vende.
Mange af os er alt, alt for hårde ved os selv.
Særligt når vi får knust vores hjerte.
Og hvor er det bare umenneskeligt.
Ikke nok med at man går og er ked af at få knust sit hjerte, men samtidig skal man også deale med en indre stemme der er så grim og hård at det er nærmest utilgiveligt.
Og det vanvittige er, at det er os selv, der gør det imod os selv, og det er præcis derfor mange af os ender i forhold hvor vi bliver trampet på: Fordi vi også tramper på os selv. Og så er vejen til også at lade andre gøre det, ikke ret lang.
Og grænserne for hvor meget man finder sig i, er alt for vide. Fordi vi er vant til behandlingen.
Fra os selv.
Crazy nok.
Fremover vil den slags svar på læsermails kun være noget jeg gør i den lukkede Facebookgruppe, for de der har lydabonnementet. Så tag endelig med i dine overvejelser Ombygger, om det kunne være noget for dig.



Okay, men lad os komme i gang, for den bliver lidt lang i dag. :-)  ❤

 

Først vil jeg bringe mailen jeg fik, i anonymiseret form, så I kan følge med i hvad det er jeg svarer på og refererer til i mit svar.
Den kommer her:

 

"Min historie: Mødte min ex-mand som ret ung. Vi blev gift, fik 2 børn og levede sammen i 15 år, men da vores ældste var 9 år fandt jeg ud af at han var utro med en anden kvinde. Da jeg finder ud af det havde det stået på i noget tid, og når jeg mærker godt efter, så vidste jeg jo godt at der var noget i gære men valgte i stedet at lukke øjnene og håbe på at  jeg tog fejl. Det var en ekstrem sort periode i mit liv. Jeg elskede ham ufatteligt højt og troede ikke jeg skulle overleve. Hentede ungerne i børnehave og skole hver dag og tog mig sammen indtil de blev lagt i seng og faldt så helt sammen, drak vin i er forsøg på at finde lidt ro og glemme. Han gjorde et par forsøg på at komme tilbage men aldrig rigtigt alligevel. Han flyttede sammen med hende den anden kvinde, de blev senere gift men han endte med også at være hende utro.

Jeg mødte så min -nu ex-kæreste- efter at jeg i min fortvivelse over at være alene gik på dating.dk  og her kom han så og reddede mig, hvad jeg virkelig føler han gjorde, indtil vi  -efter mange år sammen- gik fra hinanden for nyligt.

Vi havde i de sidste mange år haft problemer, bl.a fordi han ikke kunne sammen med mine børn. Jeg vil ikke komme ind på alle de problemer vi har haft,og hvor dårligt han har behandlet mine børn og hvor lidt han har respekteret mig, mine meninger og følelser for så bliver det en roman.

Jeg blev til sidst presset af ham til at tage et valg - mine børn eller ham. Så jeg følte ikke jeg havde andet valg end at flytte, men vi var enige om at vi stadig skulle ses, hjælpe hinanden osv og vi var meget kærlige overfor hinanden når vi var sammen og fejrede bl.a min fødselsdag sammen. Det stoppede dog brat da jeg fandt ud af at han næsten med det samme var gået på dating.dk og nærmest havde mødt en ny inden jeg trådte ud af døren.

Jeg kan slet ikke magte det. Kan ikke holde ud at se se ham og vi har vi har stadig et hus sammen. Jeg har deaktiveret min Facebook fordi jeg slet ikke ville kunne holde ud at se noget om ham og den nye. Jeg tør ikke tage nogen steder for er SÅ bange for at møde ham og den nye....det ville jeg ikke kunne klare.

Der er bare det, at når jeg tænker tilbage på hvordan han har behandlet mine børn og mig, så virker det fuldstændigt vanvittigt at jeg stadig elsker ham!
Jeg er dybt såret og føler ikke de 14 år har haft nogen som helst betydning for ham.
Faktisk har jeg altid følt at han elskede mig mere end jeg elskede ham men nu føler jeg mig helt til grin, for hvem er det nu der igen er nede og bide i græsset....mig!!
Der må da være noget galt med mig!
Hvorfor elsker jeg så meget og går helt ned med flaget. Som om jeg ingen identitet har uden ham. Føler mig som et nul og som om jeg ingenting er værd nu.
Og når tankerne kører rundt så tænker jeg også at han jo er heldig at han er sluppet for mig, for mine umulige børn.
Vil så gerne blive mere glad for mig selv men lige nu kan jeg slet ikke holde ud at være alene med mig selv.

Jeg har selv prøvet at analysere hvad der måske er gået galt for mig under min opvækst siden jeg tænker så lavt om mig selv (mine forældre drak meget) men kan ikke gennemskue hvordan jeg stopper alle de negative tanker jeg har om mig selv."

Vi kan godt blive enige om at det er en meget trist mail, men de fleste af os kan helt sikkert genkende den. 
Vi er MANGE der har stået i den storm. Faktisk tror jeg at ALLE mennesker har stået der.
Nogen er bare bedre til at komme ovenpå igen, fordi de har et solidt fundament som gør, at de ikke går i stykker.
Det bliver kede af det, men de går ikke i stykker.
Det er forskellen på mennesker der har et godt forhold til sig selv, og mennesker der ikke har.
De der ikke har et godt forhold til sig selv går i stykker, fordi de piller sig selv ned.
Jeg har selv gjort det.
Jeg fik først vendt det billede i en alder af 42, og jeg er 44 i dag og stadig langt fra målet. Men hold da op hvor er jeg kommet langt.
Men det der med at arbejde på sig selv, lave om på indgroede selvdestruktive mønstre, det er en on-going proces der kommer til at vare resten af livet, så man kan lige så godt tage den til sig og få det bedste ud af den.
Tag ansvar for den proces. 
Tag ejerskab over dine kriser, så de ikke tager ejerskab over dig.

 

Her kommer mit svar til læseren, jeg håber det kan give dig noget også Ombygger, hvad enten du har krise eller ej. ❤

 

 

Kære XXXX,
Her kommer mine ord til dig.
Læs det gerne flere gange, og tag det du kan bruge:

 

En af de ting du skal tage ud af det her du har været igennem, det er, for alt i verden aldrig igen at bare "lukke øjnene og håbe på at det går væk" eller håbe på at det ikke er sandt. 

 

For det går ikke væk. 
Og hvis man har en fornemmelse af, at der er noget galt, så er der som regel også.
Men tanken om det ubehag og den ulidelige smerte der vil suse igennem ens krop hvis man erkender at der er noget galt, den er næsten i sig selv så ubærlig at man gør som du gjorde.
For at undgå det uundgåelige: Smerte.
Men selvom du stikker fingrene i ørerene og råber "lalalalalalalala!!!" så går det ikke væk...
Det er der stadig. Og det skriger til dig.
Og i stedet for at du får en kæmpe bombe af smerte her og nu, så får du i stedet en svagere men vedvarende smerte der følger dig 24-7.
Du har nærmest fået lagt et drop af smerte, der konstant pumper lidelse ind i dine årer, som drøner rundt i dit system.
Og du har selv lagt det drop.

 

Det lyder måske hårdt, men det er du simpelthen nødt til først og fremmest af forstå...
...at det er dit ansvar. Du har ikke sagt fra, fordi du ikke kunne bære udsigten til at få en bombe i hovedet.
Hvilket er forståeligt nok. Men det nytter bare ikke noget...
Bomber af smerte og lidelse er en del af livet. Og hvis vi ikke tager dem, så tager de os.

 

Og når vi prøver at løbe fra dem, så løber de efter os…

 

Nu skal jeg ikke side her og skrive til en kvinde i dyb krise, at modgang er en "gave", for så kommer du nok og slår mig i knolden med en stegepande, haha, det ville jeg selv have gjort hvis nogen havde sagt det til mig da jeg stod midt i mit "helvede".
Men vi kan lærer en masse.
Kriser kan lære os ting, hvis vi lader dem.

Men hvis vi lukker øjnene og gør modstand for at holde dem fra livet, så skyder vi os selv i foden. 
For så vil de i stedet vokse indeni os, og gøre os syge. Mentalt såvel som fysisk.
Og det mener jeg helt alvorligt.
Mange af de kroniske betændelses tilstande og sygdomme vi render rundt med i dag, handler om traumer, smerte og lidelse der aldrig er blevet forløst.
(Og alt det forarbejdede lorte-mad vi spiser, men det er en helt anden snak)

 

Modstand er derfor det værste bud på løsning, for når du gør modstand, så bliver det værre.
I dit tilfælde havde du modstand på at se tingene i øjnene, fordi du vidste hvor ondt det ville gøre...
(Og jeg forstår det godt. Jeg har selv gjort det!)

 

Et -omend endnu værre- bud på en løsning er rødvinsflasken. (Men det er det du har set dine forældre gøre, så derfor er det den "løsning" du forsøgte dig med. Og det skal du ikke slå dig selv i hovedet med, for det er sådan vi mennesker er, vi gør det vi har lært. Vi arbejder med de ressourcer vi har. Det er det bedste vi kan gøre. Indtil vi får nogle nye værktøjer der kan hjælpe os til at handle anderledes og skabe ændring.)
Men igen, så handlede din "løsning" om at dulme svære, intense følelser. Eller måske ligefrem at prøve at undgå dem helt.
Og det er det samme som modstand.
Fordi du ikke vil føle den svære følelse.
Og når du ikke vil det, så vokser den.
Og det gør problemet også.

 

Andre mennesker dulmer deres smerte med andre ting: Stoffer, smøger, gambling, cutting/selvskade, slik, mad, one-night-stands, serie-dating, ny kæreste (redningsmand/kvinde), overtræning, eller ved at drukne sig i arbejde, overfylde sin kalender, flygte til en anden by, sulte sig, svine andre til osv. osv.
Mulighederne er mange, og ingen af dem hjælper. 
Tro mig. Jeg har prøvet en del af dem.

 

Så for at summe det hele op, så er det første du skal tage med ud altså at du skal lære dig selv at tage imod den smerte og de udfordringer livet giver dig.
Så du kan lære noget af dem, fremfor at prøve at holde dem i ave og i stedet gå rundt i en konstant ”rus” af jævn ked-af-det-hed og tristhed. 
For til sidst aner du ikke engang selv hvorfor du hele tiden er trist, ked af det, utilfreds, skuffet og hvad man nu ellers er når man ikke ser livets hårdeste facts i øjnene.
Fordi man ikke ved hvem man selv er længere.

 

Ret ryggen og tag livet. Hele livet. Også det "dårlige".
Faktisk er jeg i dag af den overbevisning at ting ikke er "gode" eller "dårlige". Ting "er" bare. Og så er det op til os at få det bedste ud af dem.
Så det er os selv der sætter labels på.
Er det her godt, eller er det dårligt.
Vi bestemmer selv hvordan vi betragter det.
Jeg ved godt at det er svært at betragte det som "godt" når der sker noget der gør os kede af det. Men prøv at se om du kan være åben for, at det der gør ondt lige nu, måske kunne blive noget du -en dag- betragter som rigtigt godt.
For sådan er det faktisk tit. Noget der var skidt, viste sig at ende godt. Og selvom man havde været det hårde foruden, så var det i sidste ende det værd.
Medmindre man klamrer sig til det onde.
Så ser man ikke andet. Så ser man ikke det der -trods alt- var godt.
Ikke fordi det ikke er der. Men fordi man ikke kigger efter det. 
Man er nødt til -bevidst- at lede efter det for at finde det.
Hvis vi øver os i at få øje på det gode -også når vi står midt i stormen- så vil det være det vi ser, mere og mere.
Men vi er nødt til at øve os i det, fordi det ikke er noget vi er vant til at gøre. Vi er ikke vant til at lede efter gode ting i situationer vi betragter som dårlige. For når vi først har sat "dårlig" label på, så fokuserer vi på det. Og dét skal vi vænne os af med, for det gavner os ikke.
Det kræver altså at vi kigger efter det, også på det tidspunkt hvor man ikke har lyst til at kigge efter noget som helst godt, fordi man er i krise og har fokus på den og alt det forfærdelige den indeholder.
Men det er netop der du udvikler dig.
Når du gør noget nyt. Noget du ellers ikke ville have gjort. Noget andet end du plejer.
Og det er de færreste der kigger efter "det gode" når de er i krise. Men det er faktisk præcis det der vil være en hjælp...

 

Det næste du kan tage ud af alt det du går igennem er: 

 

Fedt, at du ikke blev sammen med ham den første! For han har vist et lidt kedeligt mønster med den utroskab, og hvad der er af dybereliggende årsager til det, det er ikke dit bord. Det er hans. Det må han selv ligge og rode med.
Det er ærgerligt at du skulle "brænde dig" på ham, men se om du kan få øje på nogle ting du kunne lære noget af. 
Er der en besked gemt til dig i hele den oplevelse? 
Men tak du endelig universet for at du kom ud af det, for det ville blot have været en evig kilde til gentagne svigt og skuffelser.

 

Det bringer mig videre til ham den næste der så kommer ind i dit liv og "redder dig" efter skilsmissen, og LIGE DÉR begynder ALLE mine alarmklokker at ringe.

 

Som jeg tit har skrevet om i Søndags-Supporten, så duer det ikke at vi gør os afhængige af andre mennesker på den måde. Det er simpelthen helt og aldeles "no go".
Det er ikke nogen andens job at redde os, og hvorfor det kommer jeg til lige om lidt.

 

Jeg skal være den første til at indrømme at jeg selv har været afhængig af andre på præcis den måde. Jeg har også ladet nye mænd "redde" mig, når jeg havde fået knust mit hjerte og mit selvværd.
Derfor ved jeg godt hvordan det er, og jeg ved også hvor udfordrende det er at ændre på. Men det bedste af det hele, det er, at jeg også ved at det kan ændres.

 

Men for lige at vende tilbage til mine alarmklokker, ja, så fik de ret, for i linjen nedenunder skriver du selv, at denne her mand behandlede både dig og dine børn rigtigt dårligt. Han disrespekterede dig, dine meninger og dine følelser...
...Og at du ikke vil remse op, for så bliver det en roman...
Og at han til sidst stiller dig i en position hvor du skulle "vælge" mellem ham og dine børn...
Jeg bliver ked af det når jeg læser det.
Virkelig.
For tænk på hvad det her har gjort, ikke bare ved dig og dit selvværd, men også ved dine børn, og ikke mindst ved den tillid og de bånd du gerne skulle have med dine børn.
Jeg begriber slet ikke at det har fået lov til at nå dertil. 
Og jeg begriber slet ikke at du stadig har lyst til at ses med et menneske der stiller dig i den position.
Du er hverken tro ved dig selv eller dine børn når du lader andre mennesker kontrollerer dig på den måde. 
Dette er IKKE et guilt trip jeg forsøger at trække ned over dig. Jeg skriver ikke det her for at du skal få det dårligt, for jeg ved at du har gjort det bedste du kunne, med det du havde...
Det gør vi alle sammen.
Og sådan er det.
Det vigtigste er at du tilgiver dig selv. Før KAN DU IKKE komme videre.
Når vi er tyngede af skyld eller skam, så kan vi ikke være konstruktive og fremadsynede.
Tilgiv dig selv.
Husk dig selv på at du har været dybt afhængig af et andet menneske, og at det er dét der er årsagen til hele problemet.
Afhængighed af andre mennesker, den opstår når vi ikke tror på os selv, når vi ikke ved hvem vi selv er, og når vi ikke elsker os selv.
Så er vi nødt til at have andre til at tro på os, andre til at fortælle os hvem vi er, og andre til at elske os. 

 

Nu er det så jeg kommer frem til det her med hvorfor det ikke er nogen andens job at redde os:

 

Hvis nogen skal redde os fra ensomhed eller fra at mangle indhold og kærlighed i livet, så er vi jo totalt i deres magt.
Så er vi afhængige af det de kan give os; Følelsen af at være elsket, følelsen af at være god nok, følelsen af at være noget værd, følelsen af mening med livet, følelsen af indhold i tilværelsen, følelsen af lykke, følelsen af glæde osv.

 

Men din "redningsmand" kan ikke give dig disse her følelser, det kan du KUN selv. En partner kan forstærke de følelser, bevares, men du er nødt til at have den GRUNDLÆGGENDE følelse af værdighed, lykke, glæde, tryghed, indhold, mening osv. inde i dig, inden du indgår i et parforhold.
Du skal ikke finde en partner for at disse ting, du skal få disse ting for at finde en partner! Altså, en partner der er rigtig for dig.
For HVIS DU IKKE HAR DET (Altså de grundlæggende følelser af værdighed, lykke, glæde, tryghed, indhold, mening osv.) så er det din partner der dikterer om hvorvidt du er elsket eller ej, hvorvidt du er noget værd eller ej, og ham der styrer indholdet i dit liv, ham der fortæller dig hvad meningen med dit liv er, og ham der har magten over hvornår -eller om- du skal føle glæde, lykke osv.
Så hvis du er i en ulykkelig tilstand når du møder en ny mand; BABY, YOU ARE SIGNING UP FOR TROUBLE! (Det lød federe på engelsk! Haha)

 

Du SKAL være lykkelig INDEN du møder en ny. Du skal have indhold i dit liv, du skal finde mening og passion, og få kultiveret dit selvværd, INDEN du kaster dig ud i ny kærlighed. Så du har et fundament der kan bære dig hvis det går i stykker.
Ellers havner du i en situation hvor du tror dit liv er i stykker og at du ikke kan leve uden ham, (hvilket ikke er sandt) og du vil ikke "hele" før du møder en ny.
Og at møde en ny vil ikke være heling, men en ny afhængighed.
En ny "problemkontrakt".


Man forbinder automatisk den person man er afhængig af, med tilhørsforhold, tilknytning, oplevelser, indhold, fælleskab, kærlighed og lykke, selvom det ikke er nogen af delene.
Det eneste det er, er afhængighed.
Det ligner kærlighed, men det er det ikke.

 

Så når du gør det til en andens job end dit eget, at "redde dig" så tager du magten fra dig selv.
Helt og aldeles.
Du lægger al magten i din redningsmands hænder, og netop fordi du forbinder ham med noget så vanvittigt stort og smukt som at have reddet dit liv, så vil din lunte for hvad du tillader dette menneske at udsætte dig for, også være alt, alt for lang.
For du kan ikke miste ham.
Han er dit et og alt og du kan ikke leve uden ham.
Og hvis dit selvværd er lavt, og du derfor har tendens til også at behandle dig selv rigtigt skidt (det gør vi jo når vi intet selvværd har) så vil din grænse for hvor dårligt han kan behandle dig før du siger fra, være nærmest ikke eksisterende.
Fordi du selv behandler dig selv dårligt. Og så tillader du ubevidst også andre at gøre det.

 

Og du får du helt ret i at du ikke kan leve uden ham, fordi du ikke tog det på dig selv at føle dig elsket, og du ikke tog ansvaret for din lykke, INDEN du mødte ham.

 

Og derfor gjorde du dig selv afhængig af det -DU TROEDE- han skulle og kunne give dig: Kærlighed, tryghed og lykke.

 

Og det har du med garanti gjort helt ubevidst. For der er næppe nogen, der er ved deres fulde fem, der ville tillade noget sådant, hvis de vidste at det var det de gjorde.
Det håber jeg da ikke...
Men problemet er jo, at vi ikke ved at vi er afhængige, fordi vi forveksler det jo med kærlighed.
Men det er ikke kærlighed at lade en anden redde dig.
Det er afhængighed.

 

At redde dig selv, DET er kærlighed!

 

Du skal sørge for at tage ansvaret for at du er tryg, at du føler dig elsket, at du føler dig værdig og at du er lykkelig.

 

Så du redder altså dig selv ved at gå ind og tage ansvar for alt det du mangler i dit liv, hvad enten det er kærlighed, værdighed, lykke, indhold, tilhørsforhold eller HELE baduljen.
Først og fremmest, lær at elske dig selv.
Det er helt grundlæggende.
Når du lærer det, så begynder du også langsomt at kunne opbygge et højere selvværd, du begynder at få mere respekt for dig selv og være mere tro mod dig selv, hvilket er alfa omega i parforhold, for hvis du ikke er tro mod dig selv så sker der følgende:

 

  • Du tilpasser dig for at passe ind (og forveksler det med tilhørsforhold hvilket det ikke er, fordi du blot har tilpasset dig)
  • Du lyver du for dig selv (og forveksler det med sandhed, hvilket det ikke er, fordi du har løjet for dig selv for at få dit forhold til overhovedet at holde, og for at få det til at virke "rigtigt" og "ægte", hvilket det ikke er, fordi du har løjet for dig selv ved at tilsidesætte dine egne ønsker, drømme og behov og lade som om at de blev opfyldt, eller endnu værre, ved at lade som om at de ikke eksisterede...)
  • Du lader dig træde på (og forveksler det med at være ”en god kæreste”, men i virkeligheden er du i fuld færd med at ødelægge dig selv, og nedbrudte mennesker nedbryder andre mennesker fordi de ikke kan holde ud at være ødelagte alene)

 

Bum...

 

Du kan evt. se min YouTube video "Hvordan lærer man at elske dig selv"

 

Og det der med at han hoppede på dating.dk før du knapt nok var ude af døren, det kunne du næsten have sagt dig selv...
Jeg ved godt jeg er hård, men du er nødt til at fjerne bindet for øjnene og se hvad det er der sker, i stedet for at dulme smerten og lukke af for det du ikke vil føle og for det du tror der er værre. Det giver bagslag når du dulmer og/eller lukker af. Og det at se sandheden i øjnene og "tage lorten" når den er der, er IKKE værre. I hvert fald ikke på længere sig


Nu er det ikke sådan, at den partner man møder, og ser som en redningsmand, per konduite har onde hensigter, for det tror jeg faktisk ikke de har, de gør jo også bare det bedste de kan, med det de har.
Men, der er også nogle mekanismer i det her, som man er nødt til at forstå:
Vi tiltrækker det vi tror vi har brug for, så hvis du har brug for en redningsmand, så tiltrækker du en der har brug for at redde. 
Scenariet bliver typisk at den der bliver reddet ligger sig fladt ned, og den der redder tager kontrollen. Fordi det er det de hver især har brug for.
TROR DE!
Men det de i virkeligheden har brug for, er at få styr på sig selv og alle de udviklingstraumer de går og bøvler med. (Det gør de fleste af os faktisk, nogle selvfølgelig i større grad end andre.)
På en måde kan man altså sige at vi tiltrækker det vi selv er. Eller rettere, vi tiltrækker en der er i den samme tilstand som vi selv er i. 
Dvs. hvis du er i en "dårlig tilstand", vil du tiltrække andre i en "dårlig tilstand" og i vil slide hinanden op fordi ingen af jer tager ansvar for jer selv, men er afhængige af de følelser den anden giver jer.
Du havde brug for at føle dig elsket, så du lod din ex kontrollere og styre dig for at få kærlighed af ham, for at føle tilknytning til ham og for at få accept af ham.
Nu kender jeg ham ikke, men man kunne fristes til at tro at hans -ubevidste- mission var kontrol, så han kunne føle sig værdig og tilstrækkelig som mand. Fordi han ikke kan føle sig værdig og tilstrækkelig som mand, uden at have en at rive rundt i manegen.
Og da du flyttede, så havde han ikke længere den fulde kontrol, men ved at aftale stadig at ses med dig, havde han trods alt stadig en vis kontrol som han så kunne holde fast i og bruge som en glidende overgang indtil han fandt en ny.
Nu er det så hende den nyes job at give ham de følelser han ikke kan give sig selv.
Tillykke til hende.

 

Eller rettere, tillykke til dig!
Så er der alligevel noget et eller andet sted ude i universet der holder hånden over dig. ;-)

 

Nu skal du rette ryggen, og så skal du lade være med at pine dig selv med tanker om ham og "hende den anden".
For det er ligegyldigt.
Jeg VED godt at det er ubærligt, men tro mig når jeg siger at det her er for det bedste.
Du skal begynde at kigge efter det gode i denne her krise. Start med at gøre en indsats for at finde ud af hvordan du kan lære at elske dig selv.
Søg på nettet, læs bøger, find YouTube kanaler, TILMELD DIG SØNDAGS-SUPPORT PÅ LYD, hahaha, bare gør noget! 
Handl...! 
Der kommer ikke nogen og redder dig. 
Og det skal du være glad for, for det er ikke det du har brug for, for så starter det hele bare forfra.
Det er ALDRIG for sent at lære det her. Så gør noget for at lære det.
Start med at ændre på små dumme mønstre.
Særligt dine tankemønstre.
Start med at stoppe med at plage dig selv med at tænke tanker om "ham med den anden".
Fuck dem!
Ønsk dem tillykke med deres nye lorte-liv!
Hahaha, jeg mener det.
Tillykke! Godt det ikke er mig.
Dét skal du tænke.
Begynd nu at kig på alle de muligheder der ligger for dine fødder, nu hvor du er på egen hånd.
Start evt. med at gøre noget med dine børn, og fortæl dem hvor ked af det du er over at du ikke har kunnet se at der var noget helt galt, og at du er ked af at det måtte gå ud over dem.
Fortæl dem hvor opsat du er på at skabe positive ændringer.

 

Fortæl det også til andre.
For skal jeg sige dig noget? Noget af det der har hjulpet mig allermest, det er at begynde at fortælle nogle nye historier om mig selv. 
Sige dem højt, dele dem med andre og skrive om dem.
Fremfor at jeg blev ved med at trampe rundt i en fortid, som var smertefuld og ulidelig.
Så i det hele taget begyndte jeg at sætte ord på de nye historier om mig, de historier jeg gerne ville have skulle blive virkelighed snarest muligt.
I stedet for hele tiden at sætte ord på mine gamle -og igangværende- lidelseshistorier og alt det jeg ikke ønskede, skulle være virkelighed mere.
Det førte jo ikke nogen steder at blive ved med at tale om hvor svært jeg havde det.
Jeg fik det bare mere svært af det.
Men ubevidst bliver vi også en smule afhængige af at have det ad helvedes til, selvom det måske lyder lidt sært. Men der sker det, at vi får et lille kick når vi bliver ved med at fortælle alle hvor hårdt og svært vi har det med vores kriser, fordi vi får noget omsorg og noget opmærksomhed fra dem vi fortæller vores historie til.
Men en dag er der ikke mere at hente, og så ryger vi lige lukt ned i et kæmpe, dybt, sort hul...

 

Taktikken er altså, at begynde at tale om hvordan vi vil arbejde os UD af vores kriser, og ikke om hvordan det føles at være i dem.
Hvad vil vi ændre?
Hvad vil vi gøre af nye ting?
Hvor vil vi søge hjælp?
Hvad vil vi afprøve?
Hvad kan vi se frem til?
Hvad er der af fordele?
Hvori består det gode? (For der er altid et eller andet godt)

 

Dét skaber commitment, fokus og HÅB. 
Og dét giver os styrke og mod.

 

Så hvis du gør det, så vil det hjælpe på vej ud af den rette sti.
Hvis du derimod dvæler ved alt det du lige har skrevet til mig, og fortsætter med at tale grimt til dig selv og se dig selv som et nul der er noget galt med, så styrer du direkte mod afgrunden, og inden du har set dig om, så havner du i et nyt afhængighedsforhold hvor hele showet kan starte forfra igen, nøjagtigt som det altid har gjort…
Tro mig, jeg siger det fordi jeg har været der.

 

Få solgt det hus, og lad for guds skyld være med at isolere dig, fordi du er bange for at møde dem.
Det er så dumt.
Han har stadig al magt og kontrol over dig så.
Og det er DIG der giver ham det,
Det er DIT ansvar.
UD af busken, op med panden. Du er fandme mere værd end det! 
Fortæl dig selv hvad du er værd.
Skriv et brev til dig selv.
Skriv alt hvad du værdsætter ved dig selv, og hvorfor.

 

Alle de her ting jeg lukker ud, det er små ting, men det er værktøjer. Det er vigtige værktøjer. Og hvis du ikke bruger dem, så er det fordi du ikke elsker dig selv nok til at ville bruge dem.
Så elsker du ham mere end du elsker dig selv, og det er FARLIGT. For så har han magten.

 

Som afrunding vil jeg lige hurtigt tage nogle af de ting som du afslutter din mail med:

 

"Når jeg tænker tilbage på hvordan han har behandlet mine børn og mig, så virker det fuldstændigt vanvittigt at jeg stadig elsker ham!"

Ja, og det er det også, men det skyldes at du elsker ham mere end du elsker dig selv. Og faktisk, så tror jeg ikke engang det er ham du elsker (selvom du selv er overbevist om det), men idéen om ham. Ham du gerne ville have han skulle være. Ham du håbede på at han en dag ville blive. Ham du fik et snert af  "på gode dage".
Glem ham. 
Jeg ved det er nemmere sagt end gjort.
Tro mig.
Det gør jeg.
Men det er det der er din medicin.
Glem ham som kæreste.
Han var ikke god for dig eller for dine børn. 
Brug din erfaring med ham som en lærestreg i hvordan det ikke skal være.

 

"Jeg er dybt såret og føler ikke de år vi har haft, har nogen som helst betydning for ham."

Selvfølgelig har de det, men det er lige meget nu.
Nu er I ikke sammen mere.
Og du er nødt til at være her i nuet.
Her hvor I ikke er sammen mere.
Og her er du nødt til at koncentrere dig om hvordan du kan få det bedre. 
Hvordan du kan hele.
Hvad der vil gøre dig glad.
Drop tanker om at han skal komme og redde dig igen og tage dig ved nåde. Det er IKKE ham der skal gøre dig hel igen, det er ikke ham der skal gøre dig glad.
Og heller ikke en anden for den sags skyld.
Så når jeg siger at du skal tænke på hvordan du kan få det bedre, hele og blive glad, så er det ikke en invitation til at tænke på hvordan du kan få ham tilbage eller hvordan du kan straffe ham ved at finde en ny.
Du skal ikke have ham, og du skal ikke have en ny.
Du skal have dig.
Først og fremmest.

 

"Faktisk har jeg altid følt at han elskede mig mere end jeg elskede ham men nu føler jeg mig helt til grin og hvem er det nu der igen er nede og bide i græsset....mig!!"

Lad være med at stille det sådan op. Det er tåbeligt.
Du er ikke til grin. Du troede du elskede et andet menneske, men det gjorde du ikke, fordi du ikke anede at man var nødt til at elske sig selv -fuldt og helt- for -oprigtigt- at kunne elske et andet menneske.
Du forvekslede det du fik tilbage med kærlighed, fordi det gjorde dig så glad. Men det var ikke kærlighed. Det var dit drug. Dit fix. Din narko.
Og det er ikke kærlighed, selvom det føles sådan.
Han havde også et behov han skulle have dækket, han havde også en afhængighed af dig, lige som du havde af ham. Og måske handlede den -som jeg var inde på tidligere- om at kontrollen over dig gav ham følelsen af magt, kontrol og tilstrækkelighed, en følelse han ikke kan få på andre måder, fordi han ikke har lært det, lige som du formentlig heller ikke har lært at elske dig selv, hvilket jeg antager, når nu du er så afhængig af at andre skal gøre det og føler dig så værdiløs uden.
Jeg siger kun det her til dig fordi jeg kender følelsen og ved hvordan den er. Så det er ikke noget jeg finder på eller analyserer mig frem til.
Mht. din eks, så er det dog rene gætterier, eftersom jeg ikke har hørt has historie og derfor ikke kender noget til ham, men kun kan læse lidt mellem linjerne ud fra det du fortæller.

 

Problemet er også, at mange af os slet ikke ved hvordan kærlighed føles.
Fordi det vi altid har troet var kærlighed, blot var et ”fix”.
Du er ikke til grin.
Det er fjollet og u-konstruktivt at se sådan på det.
At ryge ned og bide i græsset er en del af livet.

 

"Der må da være noget galt med mig!"

Der er ikke noget galt med dig. At få knust sit hjerte tager pusten fuldstændigt fra os, og det gør pisse ondt. Ligegyldigt hvor stærk man er og hvor meget man elsker sig selv, så vil det altid gøre ondt at få knust sit hjerte.
Der hvor forskellen på mennesker der er selvkærlige og mennesker der ikke er, den kan ses, det er i hvor hurtigt man rejser sig igen, og hvor meget man tager ved lærer af sine nedture.
Jo mere man elsker sig selv, jo hurtigere rejser man sig igen.
Jo mere solidt et fundament man har, jo mindre er risikoen for at man går helt i stykker.
Man får nogle skår, bevares, og lidt ridser i lakken, men man går ikke i stykker.
Du mangler dit fundament.
Det er derfor du går helt i stykker.
Det er ikke fordi der er noget galt med dig.
Du har bare aldrig haft et solidt fundament.
Det har været andre der har fortalt din historie. Det er alle andre end dig der har dikteret hvem du er og hvad du er værd.
Fordi du ikke havde styr på dit fundament.
Fordi du ikke havde lært det.
Men det er ikke for sent at lære.
Det er aldrig for sent.

 

Dit forhold til dig selv, dét er dit fundament.
Din tro på dit eget værd, dét er dit fundament. 
Så det skal du have bygget op.
Hvis du aldrig har lært at tro på at du er noget værd som den du er, så er det klart at det har været svært at bygge et fundament op.
Det skal du fokusere på at gøre nu.
Start med at stoppe med at fortælle den historie "at der er noget galt med dig"!

 

Og tag ejerskab over din situation.
Tag ansvar.
Du skal bygge dig op. Det er ikke andre der skal gøre det.
Du skal gøre det. Alene.
I begyndelsen er det svært, men du kommer til at elske den proces, det sværger jeg!

 

"Hvorfor elsker jeg så meget og går helt ned med flaget. Som om jeg ingen identitet har uden ham."

Fordi du ikke elsker dig selv. Fordi han (og sikkert alle de andre mænd i dit liv) har bestemt hvem du var. Fordi du har ladet dem gøre det. For at få dit fix. Det du troede var kærlighed.
Men det er slut nu.
Ikke? 

 

"Føler mig som et nul og som om jeg ingenting er værd nu."

Lad være med at tal sådan til dig selv.
Du er ikke et nul. Det er du kun hvis du selv siger det. Så stop med det.
Skriv det brev til dig selv som jeg talte om.
Om så det skal tage dig flere uger at finde ud af hvad der er godt ved dig.
Så tag dig tiden!
Det er en god øvelse i sig selv at sidde og prøve at komme i tanker om nogle af alle de gode ting ved en selv.

 

"Og når tankerne kører rundt så tænker jeg også at han jo er heldig at han er sluppet for mig, for mine umulige børn"

Igen, stop med at tal sådan til dig selv. Det er PRÆCIS derfor at han har behandlet dig sådan.
Fordi du selv har gjort det.
Så er vejen til at tillade andre at gøre det, ikke ret lang.
Dine børn er ikke "umulige".
Dine børn gør det bedste de kan, med det de har.
Hvis de skal kunne gøre det bedre, så må du give dem de værktøjer de skal bruge. Ikke ved at bebrejde dem eller nedgøre dem, men ved at hjælpe og guide dem og SELV være et eksempel.
Men tænk på hvad de har været vidner til...
En mor der har ladet sig trampe på.
Det er "normalt" for dem nu...
Det kan du lave om på. Sammen med dem.
Og hey, det er vist dig der er den heldige her. Ikke ham. Kan du ikke se det??
Husk, børn er børn, og de ER afhængige.
Det er vi voksne ikke.
Vi har friheden til at vælge selv. Det føles ikke altid sådan, og i mange situationer kan det se føles som om at man er magtesløs, men det er man faktisk sjældent. Om ikke andet, så har man altid et valg i forhold til hvordan man vil reagere på en situation man ikke har magt til at lave om på… På den måde får man alligevel lidt magt over situationen…

 

"Vil så gerne blive mere glad for mig selv men lige nu kan jeg slet ikke holde ud at være alene med mig selv."

Det skal du.
Ikke ud og hente flere fix nu.
Hverken rødvin eller dates eller arbejde eller venne-aftaler.
Lær at være alene med dig selv.
Sæt dig ned og skriv det brev.
Gør det nu.
Og hvis du græder når du gør det, så er det godt. PISSE godt, for så giver du slip.
Giv nu slip.
Giv slip på alt det møg der sidder i dig, og gør plads til noget nyt.
Kig efter de små gode ting.
De er derude.
I hobetal.
Jeg har selv opdaget det, så jeg ved at det er sandt.

 

Du skal selvfølgelig ikke sidde alene hele tiden.
Men vær alene lidt længere tid end hvad der føles behageligt.
Ellers ved jeg godt hvad det er du gør. Du flygter fra følelser du ikke kan holde ud at føle...
Og det er altså ikke en holdbar "løsning", for de vil forfølge dig og vokse i dig.
Så igen, tag ejerskab over de møg-følelser. Ej dem!
Bare lad dem komme.
Æd dem.
Mærk dem.
Selv om det er RØV UBEHAGELIGT.
Men når du har mærket dem, og været i dem, så giver du rent faktisk plads til at de kan fordampe.
Følelser er som små børn, de skal ses og høres, ellers vokser de og bliver nogle stride bananer.

 

"Jeg har selv prøvet at analysere hvad der måske er gået galt for mig under min opvækst siden jeg tænker så lidt om mig selv (mine forældre drak meget) men kan ikke gennemskue hvordan jeg stopper alle de negative tanker jeg har om mig selv"

Du starter i det små. Når du har en grim tanke om dig selv, så sig højt til dig selv lige bagefter, "okay, jeg hører dig kære tanke, og jeg forstår dig, men jeg er nødt til at lade dig gå” og når du har sagt det, så siger du ”jeg vil gerne tænke på….” og så remser du noget op du gerne vil tænke på. Det kan også bare være én ting. Noget der gør dig glad.
Dem der har læst med på Søndags-Support mange gange, ved,  at når jeg har skulle arbejde med at "overskrive" dårlige tanker, så har jeg tit tænkt på min bil og hvor glad og taknemmelig jeg var for den, og hvor forrygende jeg synes det var at den har to kopholdere.
Små simple ting, men som jeg bare er vildt glad for.
Jeg har også erstattet grimme tanker, med tanker om mine katte.
Osv. derud af.
Det hjælper dig IKKE hvis du prøver at fortælle dig selv hvad du ikke må tænke på.
Det hjælper dig kun at tænke over hvad du så gerne vil tænke på i stedet.
Måske kan du lave en lille liste du kan kigge på når du får grimme tanker.
For her i starten, hvor man er presset og i krise, så kan det være svært at finde på gode ting, så derfor er det et godt lille trick at have en lille liste man kan hænge op på væggen, ligge på sædet i bilen, have i lommen eller hvad ved jeg, og så lige tage et kig på hvis man har glemt hvad der var af gode ting…

 

For der er masser af gode ting derude, livet er ikke slut, du har blot startet et nyt -og forhåbentlig bedre- kapitel.
Men det er dit ansvar.
Husk det.

 

Jeg håber det her kunne hjælpe dig lidt, det er jo noget tid siden du har skrevet, så måske er du allerede kommet lidt videre på egen hånd, men derfor kan det stadig godt være brugbart at få et lille los i måsen.
Så det håber jeg du har fået nu. ❤

 

Der kommer også snart et 4-ugers online kursus fra mig, som netop handler om at hele sit hjerte. Du kan skrive dig på vente liste her: Venteliste til Sådan Heler Du Dit Hjerte.
Du forpligter dig ikke til noget som helst ved at skrive dig på venteliste, det eneste der sker er at du er blandt de første der får besked når kurset ser dagens lys.

 

Og jeg kan som sagt også klart anbefale dig at tilmelde dig mit Søndags-Support - Lydabonnement, for her er en af fordelene -udover at du kan tage det med dig overalt og høre det samtidig med at du foretager dig andre ting- nemlig at du også får adgang til en lukket Facebookgruppe, hvor jeg vil svare på spørgsmål af og til.
Mange af jer går jo og tumler med ting der minder meget om hinanden, så på den måde kan jeg nå mange flere, end jeg kan hvis jeg skal sidde og svare hver enkelt person i en privat mail, hvilket der desværre heller ikke er timer nok i døgnet til.

 

Kærlighed og varme tanker din vej.
/Hanne ❤

 

Og dermed sluttede mit svar til læseren, og med det vil jeg også ønske dig en fortsat god søndag Ombygger, og jeg håber det var noget du også kunne bruge, hvad enten du sidder med et knust hjerte eller ej.

God søndag.
/Hanne ❤