❤ Søndags-support ❤ Ryd dit rum (Nu med audio version!)

Gør rent i dit sind

Hej Ombygger,

Det er sjovt som det man har fokus på, lige pludselig dukker op alle vegne.
I søndags, efter jeg havde skrevet Søndags-supporten og trykt "send", så fik jeg senere på eftermiddagen min "Present moment reminder" fra Eckhart Tolle som jeg abonnerer på, og det var denne:

For det første, er budskabet jo næsten identisk med det jeg selv lige havde skrevet om, nemlig at man skal huske at være god ved sig selv, og det gør man blandt andet ved at lære at forstå sig selv.
For det andet er det jo en lille misse-basse på billedet, og hvis du læste med sidste søndag, så ved du jo at jeg blandt andet også skrev om min ene kat som havde været syg imens jeg var ude at rejse. Og de der små affirmations fra Eckhart Tolle plejer ellers ikke at være med billeder af dyr, men som regel billeder af flora, fauna, himmel og hav.

 

Senere samme dag, så faldt jeg over denne video som jeg simpelthen er nødt til lige at dele med dig:
(Klik på billedet for at se videoen, den varer kun knap 9 minutter)

Conquering depression: how I became my own hero | Hunter Kent 

 

Hun fortæller præcis om det jeg også beskrev i søndags, nemlig det her med at hvis man er åben, og fortæller andre om det "univers" man lever i, så er der en større chance for at folk vil forstå dig bedre og for at de vil kunne se din smerte og din frygt.
Det er præcis hvad den unge Hunter Kent oplevede og hun beskriver det så smukt og fint i denne her video. Hun nævner også kort hvordan hun blev mindre fordømmende overfor andre, og det er præcis det jeg også har beskrevet flere gange før både i Søndags-supporten og i mine YouTube videoer,  at det på en eller anden facon er en naturlig følge når man lærer at elske sig selv mere. 
Fordi når man elsker sig selv mere, så har man ikke det der nagende behov for at fordømme andre. Og det er super befriende at kunne se på andre med "rene" øjne so to speak. Uden at tænke grimt eller nedsættende om dem, og uden at forudindtage hvad de er "for nogle".

 

Men husk nu, der er ingen garantier, så man må ikke lade sig slå ud hvis man deler sin historie med andre, og de alligevel ikke forstår ens smerte.
Det er en del af risikoen ved at vise -og dele- sin sårbarhed, at mange ofte ikke kan -eller vil- rumme og/eller forstå den.
Umiddelbart kan det for mange være næsten endnu mere angstprovokerende end bare at gå med den inde i sig selv og det er der derfor mange der gør. De lever således i et "parallelt univers" som jeg skrev om i søndags.
Men tag det fra en som har masser af erfaring med det her: Det er ikke værre at dele noget og så ikke blive mødt eller forstået, end det er at leve isoleret i et i et parallelt univers hvor man går alene med alle sine tanker. Det er det ikke.
Tværtimod.

 

 

For når du begynder at "turde" være åben, så sker der en masse andre ting, du får blandt andet skilt fårene fra bukkene. De der ikke er rigtige og gode for dig, de forsvinder (og det er skide hårdt, I know!) og man bliver bange, usikker og ked af det, lige indtil man opdager at, hov, det er da som om at jeg tiltrækker nogle nye mennesker ind i mit liv, og det er da som om at de er bedre for mig.
Når det sker, og det gør det, så skynd dig at vende kikkerten den vej, i stedet for at blive ved med at spejde efter de gamle venner, og begræde at de pludselig forsvandt eller at de svigtede totalt da du havde brug for dem, eller at de forholdt sig "neutrale" da du havde brug for 100% opbakning. For så vil dit fokus ligge på alt det der er passé, og som du faktisk er bedre tjent uden, og du vil risikere at misse de nye, spændende og langt mere "rigtige" venskaber og bekendtskaber du nu tiltrækker, fordi du tør være dig, fordi du tør vise din sårbarhed, og fordi du fortæller præcis hvem du er og hvad du består af.

 

 

Hvis folk synes du er en freak, så dem om det, men tro mig, hvis du fortæller sandheden om dig, altså HELE sandheden, ikke kun den der er bekvem at fortælle, så vil folk respektere dig, og de vil have tillid til dig og måske endda få lyst til også at åbne sig for dig, og lige dér, der har du begyndelsen til et smukt og værdifuldt venskab.

 

 


De der ikke respekterer dig for det, det er dem der ikke kan rumme dig, og det er dem der ikke selv har lyst til at dele -endsige indse- deres egne svagheder og fejltagelser og dem er du faktisk bedre tjent uden...
Bevares, der kan være venskaber der "bare" bruges til et par byture her og der, og man behøver bestemt ikke sortere alle fra som man ikke kan være dyb, ærlig og sårbar overfor, men blot vær på vagt, og sørg for at du i hvert fald også har nogle du kan dét med. Og lad dem være din højeste prioritet.

 

 

Nok om det. Jeg vil afslutte denne del med et par vise ord fra to livskloge mænd:

 

 

I dag skal det handle om at få ryddet op i vores liv...
Da alt er relativt og vi allesammen har forskellige idéer om hvad der er rodet og ikke rodet, hvad der er mørkt og ikke mørkt og hvad der i øvrigt rart, trygt, godt, rent, lyst og rummeligt, så kan dette indlæg måske appellere i mindre eller højere grad til dig.
Men giv det et skud. :-)

 

Når der er større ubalancer i vores indre, så er der som regel også tydelige ubalancer udadtil, det kan være på en selv:

 

  • Under/overvægt
  • Uren/udtørret/fedtet hud
  • Trætte/posende/røde øjne
  • Oppustet mave
  • Rødmen
  • Hårtab


Men det kan også afspejle sig i ens omgivelser:

 

  • Et rodet hjem
  • Rod og drama relationerne
  • Rod og drama i hverdagens begivenheder

 

Når det kommer til dem man kan se på en selv, så kan man virkelig nå ualmindeligt langt med sund kost og 8 timers sammenhængende søvn, kombineret med at begynde at praktisere noget selvkærlighed.
Det du "putter i hovedet" har en kæmpe indflydelse på hvor godt din krop er i stand til at hele sig selv, og det har en kæmpe indflydelse på hvor sandsynligt der er at din hjerne vil være "på din side" når du gerne vil prøve at skabe ændringer i dit liv.
Både den hjerne der ligger lige så fint oppe i din hovedskal, men også den anden hjerne der bor i dit tarmsystem, for ja, dit tarmsystem er "din anden hjerne" og størstedelen af det serotonin (et signalstof som er et af kroppens naturlige lykkepiller) vi producerer, det bliver produceret i tarmene -altså i fordøjelsessystemet- og derfor er det vigtigt at spise sundt og rent.
Mange af de fødevarer vi spiser kan rent faktisk bidrage til produktionen af serotonin, og hvis du vil vide lidt mere om det, så er Google din ven. Du kan finde et utal af lister over serotoninboostende fødevarer, så det er bare med at komme i gang. Det i sig selv er også en måde at begynde at hjælpe sig selv på. At undersøge ting. Handle.
Jeg ved godt det er rigtigt vanskeligt når man ikke har så meget overskud, men desværre, så er det, dét der skal til for at du kan overskud!
Søvnen er som sagt også alfa-omega, for det er her din krop og dit sind restituerer.
Hvis din stress og rodet i sindet, kan ses på dig, hvad enten det er i form af vægt, eller andre ting på kroppen eller i ansigtet, så start her, med søvn og kost.
Derefter går du videre med selvkærligheden.
Hvor trænger den til et "los i måssi", hvad kan du gøre her og nu for at være god ved dig selv:

 

  • Er der ting du kan aflyse?
  • Eller ting du kan planlægge?
  • Steder du kan besøge?
  • Mennesker du kan se?
  • Tanker du kan skrive ned?
  • Musik du kan høre
  • Ture du kan gå?
  • Et vinterbad du kan nyde?
  • Noget arbejde du kan lave?
  • Noget arbejde du kan give videre?
  • Ting du kan få afsluttet?
  • Ting du kan få startet?
  • Små gode vaner du kan begynde at implementere?
  • Små dumme vaner du kan prøve at afprogrammere?

 

Begynd med at kigge på det, og start i det små med ting du kan tage hul på her og nu. Lige nu.
Så vil jeg i resten af indlægget i dag koncentrere mig om den stress og det livsrod der ligger udenom om dig, men som stadig handler om dig.

 

 

Et stresset og rodet sind, vil før eller siden altså kunne ses på den ene eller den anden måde, enten på dig selv eller på dine omgivelser.
På engelsk har jeg engang hørt sagt at "Trauma not transformed will be trauma transferred".
Hvis jeg skal prøve at oversætte det til dansk så det giver nogenlunde mening, så vil det være noget i retningen af:

 

"traumer der ikke transformeres, er traumer der transporteres."

 

Det ser vi med forældre.
De transporterer deres traumer videre til deres børn. 
Mange af os har prøvet det på vores egen krop da vi var børn og lider under det som voksne, og det behøver vi ikke. Vi kan nemlig være dem der transformerer vores traumer, så de stopper hos os og vendes til noget konstruktivt.
Og det er dét jeg selv arbejder på hver evig eneste dag, og som jeg deler i små bidder hver søndag. (Nogle vil nok mene at bidderne er lidt store, ha ha, og derfor er det mig en sand fornøjelse nu at præsentere dig for Søndags-Support på lyd, mere om det senere)
Jeg startede først i en alder af 42, men det er aldrig for sent.
Aldrig.

 

Det er med det stressede, rodede sind, som det er med traumer -og en del stress og livsrod kommer jo også direkte af traumer- at hvis vi ikke får det transformeret, så bliver det transporteret videre. Ud i vores kroppe, hud og hår og ud i vores hjem, kældre, loftsrum, skuffer og skabe og for mange mennesker også videre ud i venskaberne, parforholdene og alle de andre relationer.
Og sidst, men ikke mindst, kan det transporterer sig helt ud i det mere abstrakte, nemlig alt det der sker omkring os.

 

I kid you not!!!

 

Men mange kan ikke selv se det, fordi det er blevet "normalt" for dem.
Man ser ikke rodet i hjemmet, man ser ikke rodet i relationerne og man ser ikke det unødvendige drama i hverdagen.

 

I mit virke som fotograf har jeg sat mine fødder i rigtigt mange menneskers hjem, specielt dengang jeg kørte for et ugeblad hvor jeg skulle skyde portrætter til forskellige artikler, og det var ofte artikler der omhandlede nogle triste ting der var sket i folks liv, og for mig var det tydeligt at mange af de her mennesker slet ikke var ude på den anden side endnu, selvom det var det artiklen skulle fortælle.
Men det lyste ud af deres hjem at der var underskud på den mentale konto.
Nogle gange tænkte jeg for mig selv "gad vide om de havde glemt at jeg skulle komme eller glemt hvor rodet deres hjem var?" fordi det undrede mig at jeg overhovedet fik lov til at komme indenfor, sådan som der så ud.
Men jeg tror simpelthen ikke at de selv så det.
Og de der gjorde kom som regel med den klassiske "ja, jeg beklager, jeg har ikke lige haft tid til at gøre rent".
Men det handlede ikke om manglede rengøring.
Det handlede om at alting flød!
Det rod jeg så, var rod der havde ligget der længe. Jeg kan ret tydeligt se forskel på lidt rod fra i går og på noget der har ligget og sejlet i måneder.

 

Der var rod, ting og dimser overalt, hyldet ind i støv og snavs.
Elastikker, opvask, avisudklip, bonner, kvitteringer, mønter, små plastik dippedutter, papirclips, usb stik, kuglepenne, stik, kabler, ledninger, emballage, papirer, kuverter, indtørrede rosiner, stakke af aviser, gamle reklamer, bøger, blade, børnelegetøj, støvede kasser, bokse uden låg, stikdåser, stykker af kiks og hvad ved jeg, rundt omkring på alle horisontale overflader, gulvet såvel som borde, skænke og hylder.
Rod allevegne.
Ofte var der også mørkt. 
Gardiner der var trukket for, eller ting der stod opmagasineret foran vinduerne eller bare sparsomt med lamper, og de lamper der var, havde tit et koldt og kedeligt lys.

 

Mørke og rod i vores fysiske rum, betyder -som oftest- mørke og rod i vores mentale rum.
Og det er ikke altid at det kan ses med det blotte øje, hverken det fysiske eller det mentale.
Mørket er nemt at få øje på i det fyiske rum, men rodet er ikke altid. Nogle gange ligger det synligt over alt, men andre gange er det proppet og stoppet ind i skuffer og skabe og ind i kælder- og loftsrum så andre ikke kan se det. 
Men det er stadig lige nedbrydende og fortsoppende for den der lever i det.
Mangel på farver i hjemmet kan også nogle gange være mangel på "farver" i sindet... Så der er mange måder et trist sind kan afspejle sig i vores omgivelser på.
Desværre, så forstærker mørke, rod og manglende farver også den nedtrykte sindsstilstand... Så det er en rigtig ond cirkel.
Jeg husker hvor trist der var i rummet dengang jeg var indlagt på psykiatrisk skadestue, og min hypnoterapeut bemærkede det med det samme da hun var og besøge mig første gang, så hun tog en børneplakat, fyldt med spragl og farver, med da hun kom forbi igen, og satte den op med lidt "elefantsnot", så jeg kunne kigge på den.
Og det var faktisk rigtigt rart. 

 

Jeg har hele livet selv været typen der proppede mit rod ind alle vegne, så andre ikke kunne se det.
Det betød at det var et sandt mareridt at skulle have fat i ting. Særligt i mit køkken. Jeg skulle have 800 ting ud, før jeg kunne få den ene ting jeg skulle bruge.
Det betød også at det var svært at holde styr på hvad jeg egentlig havde af ting, særligt tøj, fordi jeg havde så meget "lort" og aldrig afskaffede noget.
Der blev bare proppet mere og mere ind. Uden at noget kom ud.
Jeg samlede.
Lige som jeg gjorde i mit sind. 
Jeg samlede på smerte.
Mit kælderrum var fuld af "gamle minder" jeg havde gemt, som jeg tænkte jeg ville få stor glæde af når jeg engang blev gammel.
Som om!
Jeg gider jo ikke engang kigge på det nu, så hvorfor skulle jeg gide når jeg bliver gammel?
Og hvad var det egentlig lige jeg gik og "sparede op til"?
Var det en alderdom hvor jeg så åbenbart skulle sidde i en gyngestol og med tårer i øjnene kigge på de gamle minder, mange af dem oven i købet smertefulde?
Det var da en ualmindeligt tåbelig idé.
Jeg kan da nærmest ikke komme på et dårligere forslag end det!!!
Når jeg bliver gammel, så skal jeg sgu da være aktiv, jeg skal da nyde mit otium, ud i naturen, være sammen med mine venner, drikke god vin og spise spændende mad.
Og skulle jeg gå hen og blive syg eller svagelig, så har jeg da heller ikke kræfter til at hente tunge, støvede kasser op fra kælderen, endsige overskud til at sidde og læse gamle emails jeg har printet ud, kigge på gamle, sure kalendre jeg har skrevet drengenavne i eller svælge i gamle avisudklip med venner der er omkommet i forfærdelige ulykker.

 

Det var som om der i mit hoved lå en implicit forventning om, at en dag, så slutter det der med at "leve livet" og når det så slutter og jeg alligevel bare skal sidde i en stol og visne, så kunne jeg jo lige så godt sidde og hygge mig med at se tilbage på alt muligt gammelt crap!
Men nu er jeg -heldigvis- kommet på andre tanker.
Når jeg bliver gammel, så skal jeg stadig leve livet, så skal jeg ikke sidde og kigge tilbage, jeg skal stadig se fremad og stadig nyde og levet livet.
Til den dag jeg dør!
Slut prut.

 

Så jeg fik ryddet ud i mit hjem, også i mit kælderrum.
Tøj, ting og sager jeg ikke brugte, blev givet væk så der blev plads.
Plads til mig.
Plads til at være.
Og til at trække vejret.
Så der blev lys.
Og luft.

 

 

Nogle mennesker har de smukkeste hjem. Helt strømlinede, nærmest klinisk rene, super æstetiske og lækre... Men rodet i sindet viser sig bare på en anden måde.
I deres relationer.
Her er alt rod.
Mennesker der har ondt i sjælen, har det med at blive giftige, manipulerende mennesker der vil gå lange længder for at stille andre mennesker i et dårligt lys. Også deres egne venner.
Det gør de ikke fordi de er onde, de gør det for bedre at kunne være i sig selv og de har ikke andre måder at gøre det på end ved at prøve at rive andre ned.
Selvom jeg mest selv har været den stik modsatte type, altså people-pleaseren, så kender jeg godt snerten af det der med at ville have andre ned: Når nogle -i mine øjne- var for perfekte, så kunne jeg ikke holde dem ud. Jeg kunne ikke rumme dem. Jeg afskyede alt ved dem, og jeg ville gå meget langt for at finde "ridser i lakken" og "fejl" hos dem og gerne få andre med på vognen også, så jeg havde nogle at pege fingre med. For så var jeg jo ikke alene, og det bekræftede jo at jeg havde al mulig ret til at afsky de der irriterende mennesker!

 

Usselt. Virkelig usselt.

 


Men sådan er vi mennesker nu engang indrettet. Og vi er nødt til at tilgive os selv for at være lidt usle af og til.
Det er skide svært at indrømme at vi er det, for det er jo virkelig ilde set i vores kultur. Ja, det er det vel stor set i alle kulturer.
Men det er altså helt, fuldstændigt normalt, at det er svært at rumme andre menneskers glæde og/eller umiddelbare perfekthed, når man selv er ulykkelig og i stykker indeni.
Selv når det er mennesker vi holder af...

 

Men nu skal jeg fortælle dig hvad jeg har lært omkring det, og det er, at jo mindre jeg kan rumme andres perfekthed, desto mere klart står det, at jeg har et stykke arbejde med mig selv.
Nu vil jeg dele nogle personlige tanker jeg har gået og haft igennem livet, om mennesker eller menneskelige kvaliteter:
(Det gik mest udover andre kvinder, fordi jeg selv er kvinde)

 

  • Jeg hader smukke kvinder de tror de er noget - I dag ved jeg at det var fordi jeg ikke selv følte mig smuk, men selvfølgelig rigtigt gerne ville være det
  • Jeg ser ned kvinder med små fine stemmer og langsomme blide bevægselser - I dag ved jeg at det var misundelse og at det var fordi jeg ville ønske jeg selv havde en lige så lille og fin stemme og at jeg selv var lige så mild og blid
  • Jeg foragter skrøbelige kvinder og mænd - I dag ved jeg at det handlede om at jeg selv var bange for at vise min egen skrøbelighed, jeg skulle bare være stærk, for det var det jeg havde set min mor være, så jeg foragtede alt hvad der var svagt og var hundeangst for selv at "ende som svag"
  • Jeg hader den der bestemte kvindelige fotograf - I dag ved jeg at det handlede om frygt. Frygten for at tabe territorie, og frygten for ikke at være god nok. Det var som regel fotografer med mere talent end mig selv, det tør jeg godt indrømme i dag, og jeg hadede det. Særligt hvis de tilmed også var yngre og smukkere. Nogle gange var det så slemt at jeg i mit stille sind kunne finde på at ønske at det gik dem dårligt
  • Jeg foragter når nogle er dumme og ubegavede - I dag ved jeg at det handlede om alt det jeg selv frygtede at blive betragtet som og at det handlede om et behov for at hævde mig selv
  • Jeg ser ned på dem der kan eller har mere end mig - I dag ved jeg at det også her handlede om misundelse og ting jeg ville ønske jeg selv havde eller kunne og jeg ville gå langt for at finde ting ved dem der kunne eller havde mere end mig, blot så jeg kunne bekræfte for mig selv at de skam rigtigt nok var særdeles nederen
  • Jeg hader bare sådan nogle kvinder der altid er så søde og rigtige og som alle bare kan lide - I dag ved jeg at det handlede om at mit dybeste ønske var at andre skulle synes at jeg altid var sød og rigtig og jeg kunne finde på at opdigte historier i mit hoved om hvor falske, dumme og urigtige de var, blot så jeg kunne holde min egen uperfekthed ud

 

Og det her er bare en lille del af det.
Alle de ovenstående eksempler er ikke noget jeg nogensinde har sagt højt eller direkte til folk, det er ting jeg har tænkt inde i mit hoved, men min udtråling og min opførsel har helt sikkert været derefter, og er selvsagt temmeligt selvdestruktivt.
Jeg led meget mere end de mennesker jeg tænkte dårligt om.
Rigtigt mange vil ikke indrømme overfor sig selv, at vi er misundelige, skinsyge og foragtfulde og fordi vi nærmest ikke ville kunne udstå os selv hvis vi indrømmede det. Det er da også først den dag i dag at jeg selv tør indrømme det.
Derfor går vi langt for at finde gode grunde der kan retfærdiggøre at vi ser ned på andre.
For så kan vi bedre holde os selv ud.
Men der må vi lige give os selv lidt længere snor, for det er en del af det at være mennesker...
Det er heldigvis rigtigt sjældent at jeg får det sådan i dag, men jeg er jo også bare et menneske, så selvfølgelig kommer det over mig i ny og næ.
Så sent som i går prøvede jeg en lille taktik af da jeg blev "konfronteret" med en lille fin kvinde med en lille fin og skrøbelig stemme dernede hvor jeg går til yoga (naturligvis, ha, ha, hvor ellers?) 
Så fint og feminint, og langt fra hvad jeg selv er, hvor end jeg gerne ville være det.
Det nemmeste, hvilket jeg også greb mig selv i til at starte med, var at tænke "Åh, så tal dog normalt!" og blive irriteret, foragte og se ned på.
Men straks efter tænkte jeg, "Hov, stop lige en halv. Måske er hun det sødeste menneske. Måske hjælper hun hjemløse i sin fritid. Måske er hun den vildeste miljøforkæmper, måske har hun mistet sin bror, måske har hendes far slået hende da hun var barn, måske tager hun sig af sin syge mormor hver dag..."
Og det lyder måske lidt latterligt, men det hjalp...
Pludselig var hun ikke så irriterende.
Det hjalp med at menneskeliggøre hende for mig, tror jeg. Pludselig kunne jeg se udover mine egne giftige, irritable tanker. Som jo i bund og grund stammer fra min egen usikkerhed og frygt. 
Og pludselig var det ligegyldigt.
Hun måtte godt have sådan en fin og forsigtig stemme...
Og det var også okay at jeg ikke har det...
Så har jeg noget andet...

 

Anyway, det var et sidespor.
Vi kom fra det her med de strømlinede, pæne hjem.
Det jeg ville frem til med det er, at det ikke kun er når hjemmene er rodede og mørke at der kan være rod og mørke i sindet, det kan der så sandelig også i de pæne hjem, men hvis der er rod i sindet, så vil det komme til udtryk, på den ene eller den anden måde.
Jeg havde engang en veninde, og hun havde det fineste, lyseste, mest perfekte, velduftende og ryddelige hjem, hun gik altid pænt klædt, så hamrende godt ud og virkede umiddelbart rigtigt sød og sjov, men hun var giftig som bare fanden.
Og hun smadrede den ene relation efter den anden med syrligt, svigefuldt manipulerende drama.
Og hun kunne ikke selv se det.
Hver gang der røg et nyt venskab, så var det -i hendes øjne- dem der var rablende vanvittige og ude af balance...
Hun kunne simpelthen ikke se at det forholdt sig omvendt, at det var hende folk flygtede fra og ikke de andre.
...og hun havde faktisk også problemer med hårtab og voldsomme pigmentforandringer i huden i ansigtet.
Jeg siger ikke at det ikke kan have andre årsager, men dét jeg siger, er, at vi ikke skal kimse af hvor meget det hele hænger sammen...
Hele systemet.
Altså virkelig...
Når vi ikke har det godt indeni, så vil det kunne ses på os eller omkring os..
Før eller siden.

 

Ombygger, kender du ikke også de mennesker for hvem der altid sker de mest vanvittige og drastiske ting i deres liv?
Jeg har selv været en af dem, så jeg kender det lidt for godt.
Kæmpe breakdowns, kæmpe dramaer og store tragedier ramte mig hele tiden.
I dag ved jeg bare, at jeg selv bærer størstedelen af ansvaret for det...
Jeg kunne sagtens sige "det var da ikke min skyld at finanskrisen kom og tog mig fra hus og hjem, og det var da ikke min skyld at folk omkring mig døde, eller det var da ikke min skyld at jeg konstant blev forladt, svigtet og røvrendt af venner såvel som kærester", men når jeg kigger tilbage, så kan jeg alligevel godt se, at meget af det var min egen skyld.
Eller i hvert fald til dels.
Lad mig forklare:

 

Nej, jeg var ikke herre over finanskrisens rasen, men jeg var herre over at jeg havde sat mig selv i en position hvor jeg ikke kunne tåle modgang og udeblivelse af jobs i en længere periode. Ikke engang en kortere. Jeg havde sat mig selv alt for hårdt i det og jeg havde ikke tænkt mig om.
Nej, det var bestemt ikke min skyld når mennesker jeg elskede døde, men det var mit ansvar hvordan jeg responderede på det og hvad jeg lærte af det.
Nej, det var ikke min skyld at jeg blev forladt, svigtet og røvrendt af kærester og venner...
Eller var det?
Hvis jeg skal være helt, helt ærlig, så vidste jeg ikke hvordan man elskede og blev elsket, så det var i langt de fleste tilfælde faktisk mig der havde svigtet, forladt og røvrendt mine kærester... I hvert fald indtil jeg blev 30... Så var jeg alene i 10 år efter der, og mødte først en ny kort før min 40-års fødselsdag, og der fik jeg som bekendt én på kassen (altså sådan i overført betydning) da jeg endte med at blive forladt af ham i marts 2015. 
Mht. vennerne, så er der, når jeg ser tilbage på det, nok bare sket det der skulle ske. En naturlig udvikling, men hvor jeg har følt mig som offer fordi jeg ikke havde ressourcerne eller den viden der skulle til, for at respondere anderledes end ved at føle mig røvrendt, svigtet og forladt.
Offeret.
Min evige rolle.
Indtil jeg blev 42 og min verden styrtede sammen.
Først da indså jeg at der skulle ske ændringer i mit liv at at det var mig der skulle ændres på.
Bedre sent end aldrig.
I dag, 2 1/2 år efter har jeg mere viden og dermed flere ressourcer til at hjælpe mig selv inden jeg drukner i offermode.

 

Så det jeg vil sige med det, det er, at det stress og rod -i form af uforløst smerte- vi går med i sindet, det kan transporteres ud allevegne hvis ikke vi tager fat i det og transformerer det.
Selv helt ud i hændelser og situationer i hverdagen, som vi ikke ved første øjekast kunne tænkes selv på nogen måde at være herrer over, men som vi indirekte har meget mere indflydelse på end vi aner.

 

For at komme det her til livs, så er vi nødt til at rydde op i vores rum.

 

Når vi rydder vores rum, rydder vi vores sind.

 


Dermed ikke sagt, at bare fordi vi får ryddet op i skuffer og skabe, at så er den hellige gral velforvaret, men man er godt på vej, og vi kan finde langt mere mentalt overskud og produktivitet når vi fysisk får ryddet op i vores hjem.
Vores hjem er vores trygge baser.
Det bør de i hvert fald være.

 

 

Det jeg personligt har gjort er at sørge for lys, liv og luft.
Så jeg har ryddet ud i køkkenskabe og på tøjstativer, jeg har smidt jeg ved ikke hvor mange kasser og poser med "gamle minder" væk og fået gjort plads og skabt orden i mit kælderrum. Det var som om der faldt en stor sten fra mit hjerte.
Jeg har masser af planter, masser af små lamper og sørger for at her er pænt og ryddeligt. Ikke på den fanatiske måde, bare sådan på den måde jeg nu kan lide det.
Det var svært at smide så mange ting ud, for jeg var jo lidt af en samler, men jeg lover dig for, jeg skænker ikke de ting en tanke mere. Jeg kan knap nok huske hvad det egentlig var jeg havde.
Før i tiden, der gemte jeg mit tøj "for det kunne jo være sjovt at give til mine børn eller børnebørn en dag og det kunne da også være at det kom på mode igen og jeg selv ville få lyst til at  gå med det igen".
Og nogle gange, når jeg så en sjælden gang i mellem besluttede mig for at prøve at få ryddet lidt ud, så endte det altid med at jeg ikke fik ryddet noget som helst ud, men i stedet slæbte en masse tøj op igen som jeg tænkte "ih, den har jeg da savnet!" eller "ej, den her kunne da være fantastisk til min mørke cowboybukser! Den vil jeg helt sikkert bruge igen!", blot for at erfare at jeg -selvfølgelig- ikke kom til at gå med det.
Og hvad gjorde jeg så?
Kørte jeg det til genbrug?
Neeeeeej, nej, jeg lagde det da ned i kælderen igen!!!!

 

Det er det samme med vores selvdestruktive mønstre, altså dem der giver os stress og rod i livet og sindet, hvis vi ikke får gjort op med dem, sådan rigtigt, så dukker de op igen. 
De er ikke væk blot fordi vi undertrykker dem.
Ligesom rodet ikke er væk blot fordi vi gemmer det ned i en skuffe.
Såvel som smerten heller ikke forsvinder ved at være giftig overfor andre og skabe drama sine omgivelser, heller ikke selvom der er nok så pænt på overfladen.
Og hvis vi lader stå til, og lader det hele sejle så længe at vi knap nok selv kan se rodet, så bliver det også svært at se problemet, og så kan vi ikke hjælpe os selv.

 

 

Jeg tror det er Buddha der har sagt:

 

Hvordan du gør noget, er sådan du gør alt.

 

Så derfor skal der ændringer til, og dem kan du kun begynde at skabe hvis du passer godt på dig selv og du er sød ved andre.

 

  • Forkæl dig selv med sund og nærende mad.
  • Forkæl dig selv ved at omgås gode mennesker der vil dig det bedste. Ikke dem der siger det, dem der viser det.
  • Forkæl dig selv med saltbad. Mange af os er i underskud af magnesium uden at vide det. Man kan godt tage kosttilskud oralt i form af piller, men faktisk optages magnesium bedst igennem huden, så hvis du ikke har et badekar så tag i spa hvor de har saltbad, det har de f.eks. i Frederiksberg Svømmehal, hvor det heller ikke er så dyrt.
  • Forkæl dig selv med oprydning. Vask op, støv af, tøm ud, ryd dine borde. Lyt til inspirerende ting imens du gør det. Det er balsam for sjælen.
  • Forkæl dig selv med liv, anskaf eventuelt nogle planter og mærk livet i dit hjem og nyd den rene luft det giver.
  • Forkæl dig selv med lys, få små lamper rundt omkring i dit hjem. En enkelt stander i en krog i hjørnet eller en enkelt stor lysspreder midt i loftet er ikke hyggeligt og rart lys. Lav små øer af lys rundt om i dit hjem. Brug pærer med varmt lys.
  • Forkæl dig selv med positiv selv-snak så snart lejligheden byder sig.
  • Forkæl dig selv med positive tanker og bekræftelser i det omfang du kan.
  • Forkæl dig selv med vand. Drik masser af vand. Lav kander med vand og hav dem stående på køl, pift dem eventuelt op med en halv vaniljestang. Lad den trække i natten over så vandet tager smag. You'll love it! Du kan også presse en citron og putte i, det er syreneutraliserende, sundt og godt for krop og sjæl.
  • Forkæl dig selv med 8 timers søvn....
    ...medmindre du har små børn der vågner om natten, så nyd i stedet at du har været så heldig at få dem. Jeg fik dem aldrig. Der er mange andre ligesom mig der ufrivilligt har måttet undvære den glæde. Så husk hvor heldig du er, og så kan du sagtens undvære din søvn i de år det står på, hvis ellers du passer på dig selv på alle de andre områder.

 

Vær sød.
Det er fantastisk hvad det kan give os at være søde ved og selv og ved andre.
Og hvis det er meget udfordrende med nogle mennesker, så prøv det som jeg gjorde, tænk på alle de gode ting dette menneske måske kunne indeholde, og tænk på alle de svære ting dette menneske måske har oplevet.
Pludselig bliver det meget svært ikke at være sød...

 

Vær sød ved dyr. Også insekterne.
Vær sød ved naturen. Den er ikke en skraldespand og heller ikke et askebæger.
Du får det tifold tilbage.
Det lover jeg dig.
Du planter frø når du gør det her.
Mærk dem vokse indeni dig og gøre dig, stærkere, sundere og lykkeligere.

 

God søndag Ombygger
/Hanne ❤

 

OG NU TIL DAGENS STORE, GLADE NYHED

 

SØNDAGS-SUPPORT PÅ LYD
Som sagt så kan du i dag -helt gratis- også LYTTE dig igennem Søndags-Supporten.
Det er en lille smagsprøve så du kan se om det skulle være noget for dig.
Jeg ved nemlig at rigtigt mange har svært ved at nå at læse dem selvom de egentlig gerne ville, og det kender jeg kun alt for godt selv, så derfor bliver audio-versionen noget man NU har mulighed for at abonnere på.
Du kan få et abonnement på lydversionen for kun 59,-
Dét tilbud gælder kun for dIg der allerede får Søndags-Support på mail, så man vil ikke kunne finde den pris i shoppen på HjerteUnderOmbygning.dk, den kommer eksklusivt her.

Dog stiger prisen ved udgangen af dette år, til normalprisen som er 100,- kroner pr måned.
MEN hvis du melder dig til nu, så vil dit abonnement fortsætte til kun 59,- kroner om måneden, også efter nytår, så du kan altså med fordel hoppe på nu!
Vær opmærksom på at audioversionen ikke vil komme sammen med mailen som i dag, den vil komme i en separat mail til dem der tilmeder sig.
Vær også opmærksom på at i nogle tilfælde kommer lydversionen lidt senere end den skrevne mail.
Blot til info.

ADGANG TIL LUKKET FACEBOOKGRUPPE
En anden lille bonus ved abonnementet er at man får adgang til en lukket facebookgruppe hvor jeg engang imellem vil svare på jeres spørgsmål.
Igennem længere tid har jeg fået rigtigt mange -lange- mails fra læsere, og tro mig, jeg læser dem alle sammen, men det er bare så svært for mig at nå at få svaret alle, selvom jeg rigtigt gerne ville.
Jeg kan næsten ikke bære når jeg ikke får svaret folk og jeg har længe tænkt over hvad løsningen på dette kunne være, og nu giver jeg den så et forsøg med at lave denne lukkede gruppe for abonnenter, hvor man så kan skrive sine spørgsmål.
Enten direkte i gruppen, eller ved at skrive privat til mig, hvorefter jeg anonymiserer mailen og deler den og mit svar i gruppen.

 

Lyt til dagens Søndags-Support her:

(På min computer og min telefon åbner den hele mailen her i et nyt vindue, og der skal du så scrolle ned til bunden og trykke play for at streame den. Jeg ved ikke hvorfor det sker på den måde, men det skal jeg lige have hittet ud af)

Du kan også downloade den til din telefon eller din computer, det kan du gøre ved at trykke på linket her nedenfor (Vær opmærksom på at det kan tage lidt tid):

Ryd Dit Rum

 

Tilmeld dig abonnementet til 59,- kroner om måneden her: Søndags-Support lydabonnement
Du binder dig kun for en måned ad gangen, og du kan opsige det når som helst.

 

Det var alt for i dag ❤❤❤

 

Pssst....!

HUSK lige:

 ❤❤❤